I de første århundreder blev de kristne forfulgt, men i 300-tallet gjorde den romerske kejser Konstantin den Store kristendommen til en religion med særlige statslige privilegier. Det var også kejser Konstantin som indkaldte til de kirkemøder i Nikæa og Chalkedon i det nuværende Tyrkiet, hvor man præciserede kristendommens læresætninger i form af alment forpligtende trosbekendelser. Denne ensretning var forudsætningen for at kristendommen kunne være det fælles ideologiske grundlag for kejserriget. Den kristne kirke og dens biskopper og præster stod også for den administration, som lå til grund for dannelsen af middelalderens Europa.