Da den kejserlige og kristne enhedskultur brød sammen i 1500-tallet, blev der skabt et Europa bestående af selvstændige fyrstestater med mere eller mindre enevældige konger og kejsere. Krige mellem staterne skyldes ofte religiøse modsætninger. Den westfalske fred, der afsluttede trediveårskrigen, i 1648 var et forsøg på at etablere et nyt politisk system, der skulle hindre altødelæggende krige mellem nationerne i fremtiden. I løbet af 1700-tallet fik det nationale større betydning for forståelsen af staten. I de moderne nationalstater var det således folkets fælles sprog, historie og kultur, der holdt samfundet sammen – og bandt borgeren til staten. Dermed opstod et nyt konfliktområde mellem de enkelte stater og nationer, nemlig netop den nationale selvforståelse. Forskellige forståelser af kristendommen blev med andre ord afløst af forskellige nationale ideologier som konfliktskabende og krigsudløsende faktor.